+ 45 70 22 27 28 Change market Find en forhandler Log på Volvo
Hjem Om os REVY Volvo REVY nr. 3 - 2019 Åben grusgrav 2019
Volvo REVY nr. 3 - 2019
Volvo REVY nr. 3 2019
Åben grusgrav 2019

Åben Grusgrav når nye højder

Knap 2.700 personer deltog i Åben Grusgrav 2019, og de mange positive tilbagemeldinger fælder en tydelig dom over arrangementet.

Åben Grusgrav 2019 understregede nok engang, at hvis man vil opleve de nyeste Volvo entreprenørmaskiner på nærmeste hold og få en grundig præsentation af løsningerne med egne øjne, så er Volvos specialarrangement det rette sted.

I år åbnede Åben Grusgrav i Taulov i weekenden 30.-31. august, og det blev fulgt op i de to efterfølgende weekender hos henholdsvis JJ Grus A/S i Hobro og NCC Reerslev i Hedehusene. Udover Volvo Entreprenørmaskiner A/S bød arrangementet på input fra Volvo Trucks, Volvo Cars, Renault Trucks, Aksel Benzin A/S, Sylvester A/S samt Steelwrist, ToppTOPO og Sitech.
Formålet med arrangementet er ganske enkelt. De besøgende får mulighed for at testkøre maskiner fra Volvo Entreprenørmaskiner i realistiske omgivelser under vejledning af Volvos eksperter. År efter år har Åben Grusgrav været godt besøgt, og 2019-udgaven var ingen undtagelse.

- Åben Grusgrav 2019 har været en succes hele vejen igennem. Vi fik i alt 2.645 besøgende over de tre weekender, så vi er ovenud glade og tilfredse, fortæller Thomas Larsen, kundekonsulent hos Volvo Entreprenørmaskiner A/S.

- Vi fik samlet et rigtig interessant maskinprogram, plus der var noget for resten af familien, mens der blev kørt konkurrence. Alt i alt fik vi med maskindemonstrationer, shows, god forplejning og meget andet skabt en god oplevelse for alle de besøgende. Vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger, og succesen giver blod på tanden til at skabe et endnu højere niveau næste gang, siger han.

- Man skal huske på og respektere, at det er kostbar tid, som vores kunder bruger på at besøge vores arrangement, så der skal selvfølgelig være et højt fagligt indhold i det, understreger han.
Blandt de mange maskiner, der stod klar til inspektion og demonstration på nærmeste hold med rådgivning fra Volvos specialister, var den nye model i 35 tons klassen, ECR355E. Den kompakte maskine, med egenskaber der matcher både EC300 på produktiviteten og EC380E med den kraftige undervogn, er skabt til at arbejde i byområder, hvor pladsen kan være begrænset.

Den vakte stor interesse, og det samme gjorde den nye scraper-opbygning, som Volvo har udviklet i samarbejdet med det canadiske firma K-Tec. Løsningen var monteret på en A30G dumper og blev demonstreret af Volvos specialister.

DM for ECOoperators afgjort
Lørdag d. 31. august i Taulov dannede samtidigt ramme om det danske mesterskab for Volvo ECOoperators. Det blev en nervepirrende dyst for deltagerne og et spændende show for tilskuerne. De forhåndstilmeldte deltagere skulle alle gennemføre tre udfordringer i Volvo materiel i en konkurrence, hvor hvert sekund talte.

Første udfordring gjaldt præcisionskørsel med en Volvo L30 læssemaskine med pallegafler. En trafikkegle med en tennisbold på toppen var placeret i et trådbur på en træpalle, som skulle manøvreres gennem en bane uden, at bolden faldt af keglen. Ellers blev der lagt ekstra tid på stopuret.

Udfordring nummer to krævede hjælp fra en EC220E gravemaskine. Her var gravearmen blevet forsynet med en kæde med et tung pendul, som skulle føres gennem fire forhindringer uden at skubbe til de løse lister på toppen af hver forhindring. Igen en øvelse hvor hastværk var lastværk, men hvor uret tikkede nådesløst afsted.

Maskinen i den sidste udfordring var en L90H læssemaskine. Her var et kloakrør blevet fastgjort tværs over skovlen med udhæng til begge sider. Røret skulle nu manøvreres gennem to individuelle stålrammer med identiske labyrinter. En udfordring som Volvo Entreprenørmaskiner havde fået fragtet ind fra Sverige. Hver gang røret havde kontakt til en af stålrammerne, blev der lagt ekstra tid til.
Bedst på dagen var Mark Overgaard, der til dagligt er maskinfører hos Dansand A/S, hvor han arbejder i en Volvo L180H læssemaskine.

Nummer to blev Bendt Risom fra Bendt Risom ApS, der blandt andet arbejder med en hjulgraver EWR150E. En maskine hvis egenskaber han også under Åben Grusgrav demonstrerede i et show. Blandt andet sammen med en Ecolog skovmaskine, som får sine muskler fra en Volvo Penta motor.
Tredjepladsen gik til Tomars Jul, der er formand hos Arkil.

De to bedste deltagere vandt også retten til at tage med Volvo til Eskilstuna i Sverige til den europæiske finale for ECOoperators - (Efter redaktionens afslutning vandt Bendt Risom det europæiske Volvo mesterskab i Eskilstuna).

- Vi havde bevidst fordelt udfordringerne ud over forskellige maskiner. Vi bestræber os på at skabe nye konkurrenceudfordringer hvert år, som fortsat relaterer til deltagernes hverdag. Det krævede igen i år ekspertise og is i maven for deltagerne, og det var en fornøjelse at se, hvor meget de gik op i konkurrencen, siger Thomas Larsen.

Vores historie Fornyelse Bæredygtighed Kontakt os Stil en forespørgsel Find en forhandler Volvo Servicekontrakter LinkedIn Instagram Facebook YouTube X Nyheder Volvo REVY Volvo Kataloget Begivenheder og initiativer www.volvogroup.com Copyright Fortrolighed Om cookies Kontakt os