+ 45 70 22 27 28 Change market Find en forhandler Log på Volvo
Hjem Om os REVY Volvo Revy nr 2 2021 Lund Enterprise
Volvo Revy nr. 2 2021
Revy nr. 2 2021
Lund Enterprise

HELT I BUND... …så ring til Lund

Løvdækket er tæt og vildt vokset, gran- og birketræerne strækker deres lange stammer mod lyset og i jordplan synes det som et uigennemtrængeligt virvar af filtrede grene og buskagtige bevoksninger. Men det er en sommerhusgrund, som ikke har været beskåret i mere end 20 år. Midt inde på grunden ligger et ældre, lille frønnet sommerhus. En græsplæne holder lige akkurat lysningen åben, resten er træer, buske og flere træer endnu. Det knaser og braser i skovbunden, og en let maskinsummen fortæller, at her sker der et eller andet drastisk. Lyden kommer fra den gule maskine som arbejder hurtigt og smidigt mellem træer og buske. 

På armen er monteret en stor orange klo, der som en kæmpehånd tager fat om træstammerne, mens klippeaggregatet skærer gennem den tykke stamme, som var den en blød lakridsstang. Haps! - og træet er fri af roden. Maskinen drejer 180 grader og lægger forsigtigt træet ned i stakken. 

Føreren i den gule Volvo slukker maskinen og hopper ned fra førerhuset. Lasse Lund er 33 år og selvstændig med virksomheden Lund Entreprise. Med base i Roskilde kører han over hele Sjælland samt øerne, fra Nysted til Gilleleje, som han siger. Og der er nok at se til, fortæller han, da vi har fundet en siddeplads i lysningen. Selv om han løser alle slags entreprenøropgaver med sin Volvo gravemaskine, så er det i øjeblikket mest skovrydning, som opgaven i dag, der dominerer arbejdskortet. Der bygges overalt i Danmark, private køber gamle grunde for at bygge nye huse og der er mange nye sommerhusejere, der vil have ryddet grunden for den gamle bevoksning. Skovrydning er faktisk blevet lidt af et speciale, fortæller Lasse Lund.

Fra lastvogne til gravemaskine
Lasse Lund er oprindeligt uddannet lastvognsmekaniker. Scania Vabis er hans foretrukne lastbilmærke, siger han med et smil, men Volvo lastvogne er altså heller ikke at foragte. Derfor var der heller ikke megen tvivl, da han besluttede sig for at konvertere sit lønmodtagerliv til en tilværelse som selvstændig med egen gravemaskine i enmandsvirksomheden Lund Entreprise. 
Han havde i et par år kørt som medhjælp hos sin bror, der har et entreprenørfirma og fået smag for arbejdet med maskinerne, jorden og det frie miljø. 

Hos Lasse er der ikke langt fra tanke til handling, så han ringede til Volvo og fik kontakt til René Schelhase, der er distriktschef hos Volvo Entreprenørmaskiner A/S. 
”Det skulle være en Volvo, for det er bare kvalitet. Jeg ved jo, hvordan de bygger lastbiler”, fortæller han. 

Han og René Schelhase fik en god snak, som efter kort tid resulterede i valget af en Volvo ECR 235 gravemaskine, der tidligere har slået sine folder hos P-Olesen. Med en ny sortergrab, skovle og 800 mm bælter var Lasse klar. Plus det imponerende fældehoved, ”Woodcracker”, fra østrigske Westtech.
”Volvo har været forrygende hele vejen i processen. Fra afdækning af mine behov til den rigtige finansiering gennem Volvo-finans. De er åbne og positive og leverer gode betingelser”, siger Lasse Lund og forsikrer, ”den næste maskine bliver også en Volvo”.

Han har Volvo Serviceaftale, så maskinen er passet som den skal, og er der ting undervejs, skifter Lasse dem selv. Som lastvognsmekaniker klares det rimelig nemt, og reservedelene kommer som de skal. 
”Der er de også gode hos Volvo, Nikolaj og Bo – de vender hurtigt tilbage og sørger for, at det fungerer”.

Lange dage i godt selskab
Og fungere – det skal det. Som ene mand i Lund Entreprise hænger omsætningen udelukkende på Lasses skuldre og arbejdsdagene bliver ofte lange. Især fordi han er ”lidt hysterisk” med kvaliteten, indrømmer han. 
”Arbejdet kan godt være lidt ensomt, men til gengæld er jeg ikke afhængig af andre”, siger han, ”og derfor kan jeg levere et godt stykke arbejde, som jeg i øvrigt altid følger op på efterfølgende over for kunden. Opgaven skal løses korrekt og kunden skal være tilfreds, også selv om jeg så bruger flere timer end påregnet.” 

Han får selv mange opgaver ind ad hoc, men har også faste jobs for bl.a. Hedeselskabet, lige som han inden længe skal til Ringsted i en underentreprise og grave gas ned. Men indstillingen er den samme. Det skal være i orden.

Kundepleje giver mere arbejde
Lasse gør i det hele taget meget ud af kundepleje og især, at lytte til kunden. En tilfreds og tryg kunde kommer igen og han anbefaler dig til andre, er helt klart Lasses opfattelse. 

Lidt som i samarbejdet med Volvo og René Schelhase, som er hans faste kontakt, fortæller han, ”René involverer sig i mine problemer og tanker, og han er en god sparringspartner omkring hele driften”, siger Lasse Lund, der nu har været sin egen i tre år – og sådan skal det fortsat være. Der skal ikke være andre end ham selv, for administration og sådan noget, det gider han ikke, bedyrer han. Så hellere være sig selv med alt det som følger med.

”Som ene mand er det vigtigt at mit netværk er tæt og fungerer på alle måder. Får jeg en større opgave ind eller er der ting i forbindelse med jobbet, som jeg ikke kan løse, så kan jeg lynhurtigt koble de rigtige folk på”.

På sommerhusgrunden i Odsherred denne solrige dag i maj, står for eksempel et fuldvoksent birketræ, ret op ad den ene gavl på sommerhuset. For tæt på bygningen til at Lasse kan fjerne det 25 meter høje træ med sin maskine. Så her har han tilkaldt en specialist til at skære træet ned, stykke for stykke. Ingen tilfældigheder, kun professionalisme.
80 kubikmeter træ på grunden er ved at været ryddet, klar til varmeværk og flishuggere. Blokvognen er på vej for afhentning af 235’eren, mens lyset og luften igen kan strømme ned over sommerhuset på den fine hjørnegrund på kanten af Sejerøbugten.

Vores historie Fornyelse Bæredygtighed Kontakt os Stil en forespørgsel Find en forhandler Volvo Servicekontrakter LinkedIn Instagram Facebook YouTube X Nyheder Volvo REVY Volvo Kataloget Begivenheder og initiativer www.volvogroup.com Copyright Fortrolighed Om cookies Kontakt os