Volvo Entreprenørmaskiner A/S har netop leveret 8 dumpere til Aarsleff A/S
Luften over Taulov var tindrende frostklar, og den gryende morgensol kastede lange skygger ind over materielpladsen hos Volvo Entreprenørmaskiner A/S, hvor 8 store Volvo lastbiler med blokvogne stod klar til afgang.
På blokvognene stod 8 spritnye Volvo dumpere A30G, behørigt fastgjort og spændt til den forestående tur tværs over Fyn og Sjælland.
Lige så spændte var de 8 lastvognsførere fra vognmand Frede Andersen & Søn. En sådan transport er ikke hverdagskost, og alle var topmotiverede for at transporten kunne foregå så gnidningsløst som muligt. På klokkeslaget otte drejede konvojen ud ad porten med kurs mod Rødbyhavn.
De 8 gule dumpere var bestilt af entreprenørvirksomheden Aarsleff A/S til brug ved bl.a. jord- og kloak arbejde i forbindelse med etablering af en elementfabrik og tilhørende arbejdsby, hvor op til 2.000 medarbejdere vil bo under byggeriet af Fehmern- forbindelsen. I alt skal der flyttes en lille million kubikmeter jord inden Aarsleffs opgave er løst.
Volvo A30G er lidt af en stjerne i Volvos dumperprogram og er, udover at være en maskine med høj førerkomfort, også en kraftkarl som uden besvær flytter tæt ved 18 kubikmeter materiale i én kørsel. Volvo A30G har desuden lavt brændstofforbrug og samtidig en meget høj produktivitet. Det gør den 24 ton tunge maskine til noget af en arbejdshest, når der skal flyttes jord og andre materialer.
Key Account Manager Niels Kromann fra Volvo Entreprenørmaskiner har været ankermand for handlen, og han fortæller om det tætte samarbejde med Aarsleff, ” Vi har handlet Volvo maskineri igennem mange år med Aarsleff A/S, og har i de senere år udviklet relationen til et nært samarbejde, der rækker meget længere end et almindeligt maskinleverandørforhold. Vi er i løbende dialog med Aarsleff A/S omkring drift og vedligehold, Volvo ECO-operatørkurser og efteruddannelse af maskinførere og vi holder for eksempel ofte fælles værkførermøder i Taulov, hvor vi kan give de seneste opdateringer.”
Maskinchef Bo Mikkelsen fra Aarsleff A/S er for sin del lige så tilfreds med det nære samarbejde med Volvo Entreprenørmaskiner A/S.
”Vi sætter pris på at have en stærk relation med både Niels Kromann og hele serviceorganisationen. For os har det desuden været attraktivt at vælge Guld Serviceaftaler på Volvo-maskinerne, da det er vigtigt, at de kører optimalt – hele tiden.”
Fra Taulov, som ligger ved Fredericia, kørte konvojen med behørig afstand mod først Lillebælt og siden Storebæltsbroen og herfra videre mod Næstved for at køre op på Sydmotorvejen mod Rødby, kun afbrudt af en frokostpause. Et imponerende syn, da de mange ensfarvede lastbiler og ikke mindst de 8 gule Aarsleff-dumpere, kom glidende gennem landskabet på rad og række.
Ved eftermiddagstid nåede konvojen frem til Fehmern Bælts modtagelsesområde, hvor repræsentanter for Aarsleff A/S og de maskinførere som skal køre i dumperne fremadrettet, stod klar til modtagelse. En kort overdragelsesceremoni blev holdt, hvorefter de nye dumpere straks blev indlemmet i arbejdet.
Efter overdragelsen, har Volvo Entreprenørmaskiner A/S og Aarsleff A/S gennemført en 2 dages kursusforløb i Rødbyhavn, hvor maskinførerne i to hold blev introduceret til maskinerne og gennemgik Volvo ECO-operator processerne, samt ikke mindst den sikkerhedsmæssige del.
”Sikkerheden betyder alt for os”, pointerer Bo Mikkelsen,” den er faktisk vigtigere end økonomien og de andre ting i samarbejdet, og derfor er det også utrolig dejligt, at Volvo’s instruktør og vores medarbejdere ”klikkede” med det samme. Det er værdifuld læring i øjenhøjde”.
Fehmern Bælt er Danmarks største byggeprojekt. Den 18 kilometer lange tunnel til halv-øen Fehmern i Tyskland skal efter planen stå færdig i 2029.