Nordvestsjællands Sten og Grus forsyner primært lokalområdet med råstoffer, men er også leveringsdygtig til større projekter.
Egentlig hedder han Hans. Hans Henrik Pedersen, faktisk. Men alle i branchen og i Odsherred, kalder ham Grusmesteren.
”For det er jo det, jeg er”, siger Hans, da vi sidder bænket i pavillonen, på kanten af grusgraven på Lyngvejen, lidt uden for Højby i Odsherred.
At være synonym med sit virke, lader da også til at passe ham rigtig godt, da han fortæller, at han altid har arbejdet med maskiner, både i landbrug og entreprenørbranchen, inden der bogstavelig talt gik grus i maskineriet i 2007.
I dag har virksomheden i alt 4 grusgrave i drift. To i Højby og en i Nr. Asmindrup samt en netop overtaget grusgrav i Løgtved ved Bregninge, ud mod Kalundborg-kanten.
”Det er heldigt, at vi kan levere fra fire grusgrave, for der er virkelig fart på i øjeblikket”, fortæller Hans Pedersen, og det gælder stort set alle de materialer der kan udvindes. Selv søgningen fra private mennesker, som ønsker flotte sten til deres haver er steget.
”Her i Højby kan vi ud over sten og grus også hente membran-ler op, der er lige så fint som det ler vi køber i små poser til jul”, fortæller Grusmesteren, og han forklarer, ” membran ler bruges til at tætne bassiner eller diger, hvilket er blevet meget efterspurgt efter de store oversvømmelser vi har haft de senere år.” I øjeblikket køres læssevis af den specielle ler fra Højby til Hornsherred, hvor der er flere stormflodssikringer i gang.
Grusmesteren og så Volvo…
I virksomheden er der i øjeblikket ansat 7 mand til at passe de fire grusgrave, plus grusmesteren selv, som ikke er bleg for at snuppe en tjans i sin ”gamle” Volvo 180 læssemaskine.
”Det er den bedste maskine jeg nogensinde har haft”, siger Hans, og griner, ” den har bare det hele….når jeg først sidder oppe i sædet, så sker der sgu’ noget. Med de andre maskiner er det så om så, men en Volvo, den kan jeg køre med lukkede øjne!”.
Han er selv lokal, bosat i nærliggende Nykøbing Sjælland og kendt for sit engagement som trofast sponsor i idrætsforeningerne. Selv er han en habil double-badmintonspiller og en, med egne ord, rædselsfuld taber.
”Jeg kan simpelthen ikke tabe…”, indrømmer han med et skævt smil. Lidt ligesådan har han det med arbejdet. Hver dag skal være en fornøjelse og glæde. ”Hvis man har sommerfugle i maven, hver morgen, så er det, det rigtige man laver”
Han erkender, lettere presset, at han er ”Volvo-mand”, også selv om han har andre maskinfabrikater i maskinparken. ” Jeg skal jo have lidt andet at trykke dem med”, siger han drillende til Volvo kundekonsulent Flemming Sonne Jensen, der sidder med ved bordet, og som hurtigt får sendt en passende replik afsted. Der er en venskabelig tone og humør, der gasses og snakkes. Flemming Sonne Jensen er fast bindeled til Volvo Entreprenørmaskiner A/S og den personlige relation og kontakt er ekstrem vigtig.
”Ja, vi har et supergodt forhold til hinanden, og det er en af de ting jeg virkelig værdsætter i samarbejdet med Volvo”, siger Hans Pedersen og fortsætter, ” Flemming kigger ind en gang imellem, og vi får snakket tingene igennem og holdt hinanden ajour med verdens tilstand. Det kommer der så nogle gange en handel ud af, andre gange føler jeg bare, at jeg er opdateret – og det er fint”.
Han kan i øvrigt godt lide, at Volvo leveres med ”ekstra-udstyr” som standard, så han ikke behøver tilkøbe komfortpakker og lignende. ”Jeg ved hvad jeg får, og jeg kender prisen”, konstaterer han og tilføjer, ” og så er det bare en flot maskine at have kørende. Jeg kan godt lide kvalitetssignalet”.
Guldaftalen er guld værd
Hans Pedersen har valgt at have Guldaftaler på de fleste af sine nyere Volvo maskiner, der tæller både læssemaskiner og dumpere. Flåden er relativ ny, og Guldaftalen giver ro i maven, synes Hans Pedersen.
”Hvis vi selv skulle passe med service osv. ville vi ikke kunne opretholde samme effektivitet, for der er tusind andre vigtige ting i hverdagen end lige at huske at skifte olie og den slags”, siger Hans og roser Volvo teamet for at være på pletten, når der er brug for dem, så materiel hurtigt kan være tilbage i drift ved pludselige nedbrud.
Grusmesteren fremhæver især Volvo tekniker Kjeld Hauge Hansen, som værende en krumtap i drift og vedligeholdelse.
”Det er så meget værd, at jeg ved, at teknikeren kender vores maskineri, og at det er den samme tekniker, som stort set hver gang, kommer når jeg kalder. Hvilket heldigvis ikke er så ofte, men det kan da ske”.
”Vi har 8 Volvo maskiner at tage af, så må vi jo bare skifte lidt rundt, hvis én er i udu”, siger Hans Pedersen og slår en stor latter op, ” Udstyr – det går vi sgu’ ikke ned på!”
Folkene, de ansatte, tages gerne med på råd, når der skal vælges nyt maskineri – flere af dem har kørt Volvo i mange år, og så skifter man ikke pludselig mærke. Flere har været gennem Volvo Akademiet i Eskilstuna, hvor brændstoføkonomi, tomgangstid mv. læres og øves.
Flemming Sonne oplyser som eksempel at seneste måned har en af Grusmesterens læssemaskiner kun haft 13% tomgangstid, en meget stor forbedring i forhold til tidligere tiders mere løse adfærd.
”Ja, hvis man lige regner diesel- olie, maskintimer, afskrivninger og alt det løse samme, så bliver det til mange penge sparet på et år ved at være bevidst om tomgangstiderne”, erkender Hans Pedersen.
Maskinerne hos Grusmesteren i Nordvestsjællands Sten og Grus får gerne lov at køre lidt mere end de optimale 12- 13.000 timer, men så bliver de også skiftet.
Og altid til nyt.