+ 45 70 22 27 28 Change market Find en forhandler Log på Volvo
Hjem Om os REVY Volvo Revy nr 2 2020 Gorm Hansen
Revy nr. 2 - 2020
REVY nr. 2 2020
Gorm Hansen A/S

DE VIRKER

Der er meget at fejre i år hos Gorm Hansen A/S. Entreprenørvirksomheden runder 50 år, direktør Morten Hovmøller har 30 års jubilæum, og så har de netop investeret i tre nye Volvo gravemaskiner.

Entreprenørvirksomheden Gorm Hansen A/S blev grundlagt med en simpel filosofi som fundament: Aftalt arbejde til aftalt tid og pris. 50 år efter sin grundlæggelse er Gorm Hansens position i den danske entreprenørbranche en tydeligt understregning af, at filosofien har båret frugt.

Med 80 ansatte beskæftiget primært indenfor kloakering, jordarbejder og belægninger er der fuld gang i hjulene på hele Sjælland samt i den nyetablerede afdeling på Fyn. Hovedkontoret blev for et år siden flyttet tættere på Roskilde med mere plads og bedre logistik til følge.

– Vi havde i 49 år haft adresse på en gård i den østlige del af Roskilde. Men pladsen blev for lille, så derfor investerede vi i 9.000 kvm. her på Lykkegårdsvej i Roskilde. Her er vi fremtidssikret, siger Morten Hovmøller, ejer og direktør i Gorm Hansen A/S.

Ny afdeling på Fyn
Han blev ansat i firmaet for 30 år siden og kunne tidligere i år fejre jubilæum. Først var han arbejdsmand, så blev han udlært rørlægger og har blandt andet lagt flere kilometer kloakledning i forbindelse med Vestmotorvejen på strækningen mellem Slagelse-Sorø. Med årene steg han yderligere i graderne til formand og senere projektleder, og i 2012 overtog han virksomheden.

– Planen er at holde en vækst på cirka fem procent hvert år. Vi er allerede fordoblet i størrelse, siden jeg købte firmaet. Vi skal have en vis størrelse for at kunne byde ind på de opgaver, vi gerne vil have, og vi prøver at være attraktive for vores kunder hele tiden, siger Morten Hovmøller.

Som et led i den strategi har Gorm Hansen A/S åbnet en afdeling i Odense, hvor ti gravemaskiner pt. er beskæftiget.

Fokus på hybrid-teknologi
Vækststrategien involverer også en 
løbende opdatering af virksomhedens maskiner. Således modtog Gorm Hansen A/S i midten af maj sin seneste levering: En Volvo ECR235E og to ECR145E gravemaskiner.

– Når vi eksempelvis udfører kloakarbejde, arbejder vi typisk på begrænset plads. Derfor anvender vi gravemaskiner med en kort arbejdsradius som de tre nye Volvo’er, fordi de kan nå i dybden og ikke kræver meget plads, forklarer Morten Hovmøller.

Samarbejdet med Volvo er blevet opbygget gennem mange år.

– Vi er generelt glade for Volvo, og så kigger jeg også på gensalgspris, service mv. Vi lader det også være lidt op til maskinføreren, men i den sidste ende er den endelige beslutning min, understreger Morten Hovmøller.

Gorm Hansen A/S råder med investeringen i de tre nye maskiner over ni Volvo’er. Herunder en EC380E med hybridteknologi, hvor energien fra gravearmens nedadgående bevægelser opsamles og genanvendes med reduceret dieselforbrug til følge.

– Vi går ikke af vejen for at prøve den nyeste teknologi. Hybridteknologi er helt sikkert fremtiden, og vi holder øje med udviklingen. En hybrid maskine koster lidt mere end en traditionel, men der er helt sikkert en besparelse på den lange bane, siger Morten Hovmøller.

ECO-kursus giver store besparelser
Hensynet til miljøet afspejles ligeledes i samarbejdet med Volvo. Alle maskinførere i virksomheden, som arbejder med Volvo maskiner, har været på ECO-kursus hos Volvo i Sverige, og resultaterne taler sit tydelige sprog.

– Vi har konstateret en brændstofbesparelser på ca. 10-15 % siden kurserne. Det er en klar positiv udvikling, som kan tilskrives ECO-kurserne. De virker, konstaterer direktøren.

Der er samtidig blevet installeret oliefyr i alle maskinerne, så de ikke står i tomgang og brænder diesel af i et forsøg på at blive varmet op. 

– Maskinerne skal have udført service, uanset om de har arbejdet eller holdt stille i tomgang. Derfor skal de arbejde, når motoren kører. Når man som os udfører mange kloakprojekter i byerne, er der meget ventetid, og da skal maskinerne ikke holde i tomgang. Det er helt forkert, og det ved maskinførerne, siger Morten Hovmøller.

Servicepakke giver rolig nattesøvn
De tre nye kompakte Volvo-maskiner er i skrivende stund i fuld gang ved kloakprojekter i Tølløse og et klimasikringsprojekt i Lyngby, og der er flere Volvo-
investeringer i pipeline. Gorm Hansen har to Volvo L70 læssere, som Morten Hovmøller gerne vil have udskiftet med to nye L70’ere med integreret vejesystem. Til den tid bliver det igen med fuld servicepakken hos Volvo.

– Vi vælger altid fuldservicepakken, når vi køber nye Volvo-maskiner. Så kender vi maskinens omkostninger, mens vi har den. Efter jeg overtog firmaet, har vi kigget meget på besparelser, og jeg kan godt lide at sove roligt om natten uden at bekymre mig om uforudsete omkostninger, fastslår han.

Hans kone, Iris, som er administrationschef, er også dybt involveret i firmaet, idet hun overordnet tager sig af virksomhedens økonomi, HR og administration. Hun har taget sin erfaring fra it-branchen med ind i Gorm Hansen A/S og har optimeret processer og projektstyring.

FAKTA 

Gorm Hansen A/S


Startet i 1970.
Har 80 medarbejdere.
Afdelinger i Roskilde og Odense.
9 Volvoer i maskinparken.
Direktør: Morten Hovmøller.

Vores historie Fornyelse Bæredygtighed Kontakt os Stil en forespørgsel Find en forhandler Volvo Servicekontrakter LinkedIn Instagram Facebook YouTube X Nyheder Volvo REVY Volvo Kataloget Begivenheder og initiativer www.volvogroup.com Copyright Fortrolighed Om cookies Kontakt os