Volvo CE’s demomaskiner i Eskilstuna kører nu alle på HVO biodiesel.
Siden sidste sommer har Volvos demonstrationsmaskiner på kundetestcentret i Eskilstuna i Sverige haft HVO-biodiesel i brændstoftankene. Danske entreprenører og maskinførere, som har været på kursus i centret har således allerede stiftet bekendtskab med HVO, og fremtidens kursister og besøgende vil udelukkende arbejde med HVO biodiesel i maskinerne, når de eksempelvis uddanner sig til ECO operator.
Skiftet til HVO betyder, at Volvo kan reducere CO2-emissionerne på centeret markant samt demonstrere for gæster,
hvor godt brændstoffet fungerer i praksis.
– Vi har hvert år en lang række danske entreprenører og maskinførere på kursus, hvor de lærer at køre Volvos maskiner optimalt i forhold til effektivitet og brændstoføkonomi. Siden sidste sommer har de også kørt på et brændstof med et meget lavt CO2-aftryk, siger Lars Kristiansen, produktspecialist hos Volvo Entreprenørmaskiner A/S.
Godkendt til alle Volvo maskiner
HVO er en form for vedvarende syntetisk diesel, hvis forkortelse står for ”hydrogeneret vegetabilsk olie”. Det er en ren form for brændstof, mens det bevarer en ydeevne, som kan sammenlignes med almindelig diesel. I modsætning til andre biobrændstoffer er HVO ikke særligt følsom over for lave eller høje temperaturer eller for udsættelse for sollys.
På grund af brugen af brint i fremstillingsprocessen har HVO desuden en imponerende holdbarhed sammenlignet med andre biobrændstoffer.
– Volvo har godkendt alle sine maskiner til at kunne køre på HVO. Det kræver ingen særlige modifikationer af motoren, og maskinerne fungerer lige så effektivt på HVO, som de gør på almindelig diesel, siger Lars Kristiansen.
Demonstrationscentret i Eskilstuna modtog sin første levering af HVO biodiesel i august sidste år, og de tilknyttede maskiner har kørt med succes lige siden. HVO er nu mere let tilgængeligt at købe for kunder, og forskellen i prisen sammenlignet med almindelig diesel er faldende. Brændstoffet bruger den samme type tanke og pumper, hvilket gør overgangen til grønt brændstof i gule maskiner næsten umærkelig for kunden.