HÆNDER AF STÅL

Jobbet som udkørende servicetekniker er som skabt til Carl Quist.

Nomadetilværelsen som servicetekniker er både teknisk og fysisk krævende, og så skal man ikke være ked af sit eget selskab. For man er alene i sin bil fra morgen til aften, når man altså ikke udfører service eller afhjælper problemer for kunderne. 

Det kan lyde udfordrende, men for 57-årige Carl Quist er det den perfekte arbejdsdag. 

– Jeg har været udkørende tekniker siden 1994, og det har altid været mit eget valg. Jeg synes, det er spændende, og man er sin egen herre. Jeg styrer for det meste selv min hverdag, og kunderne ringer typisk direkte til mig for en aftale, fortæller han.

Det perfekte job
Han indledte sin karriere som mekanikerlærling i 1979 hos Ford Traktor. I 1986 blev han ansat som mekaniker på Volvos værksted ved Svenstrup ved Aalborg. I perioden 2003-2004 havde han en afstikker til et andet firma, hvor han dog også servicerede Volvo maskiner, men i 2004 vendte han retur til Volvo Entreprenørmaskiner A/S, hvor han har været lige siden.

Nu er han udkørende i Nord- og Midtjylland, hvor han blandt andet er fast tekniker i alle grusgrave tilhørende JJ Grus. Også denne eftermiddag, hvor grusgraven i Grønbæk ved Ans, nord for Silkeborg får serviceret sin Volvo L120H.

– Det er et dejligt job. Jeg synes, det er skønt at være ude hos kunderne. Jeg kunne ikke tænke mig et andet job, fastslår han.

Helt alene er han dog ikke. Han indgår i Volvos net af serviceteknikere, som også bruger hinanden til sparring og erfaringsudveksling.

– Jeg har mange kolleger i samme situation rundt i hele Danmark, og vi er gode til at hjælpe hinanden og ringe, hvis der er noget at diskutere. Vi snakker sammen og deler erfaringer på godt og ondt. Samtidig er der en god central support bagved, siger Carl Quist.

Forstående kunder
Han bor med sin familie i Guldbæk, nær Aalborg, og i øvrigt tæt på Svenstrup, hvor han indledte sin karriere som servicetekniker. Her er hans startsted ca. kl. 6.00 alle hverdage. Oftest uden hele dagen planlagt.

– Jeg kan godt lave en plan for dagen i god tid, men den går tit i vasken, så der kommer ofte en Plan B helt af sig selv i løbet af dagen. Uheld kommer uanmeldt, og sådan er det bare. Vi tager de største problemer først, og nedbrud har altid 1. prioritet. Er det et almindeligt servicetjek, kommer det i sidste række, da det ikke er kritisk, og derfor kan skubbes. Jeg oplever, at kunderne er meget forstående, selv om deres servicebesøg bliver skubbet. De ved jo, at hvis det var dem selv, som havde et havari, så kom vi først til dem og skubbede de andre aftaler, siger Carl Quist.

Som følge af sin store erfaring med Volvos maskiner kender han mange af modellernes egenskaber.

– Min største kompetence er inden for læssemaskiner. Dem kender jeg godt efter så mange år. Jeg kan også godt huske de typiske fejl på diverse modeller. Nogle har jeg selv erfaret. Andre er lært fra andre serviceteknikere, smiler han.

I en kasse med handsker 
I en alder af 57 år og med 41 års erfaring som mekaniker, heraf 26 år som udkørende, har Carl Quist set et hav af maskiner og maskindele. Hænderne er grove efter de mange års arbejde. Olie og andet snavs virker nærmest som fastgroet i furerne i hans fingre.

– Mine hænder ligner, de har været med i en krig. Jeg kommer aldrig til at lære at bruge handske. Jeg har dem med, men jeg glemmer hele tiden at få dem på, så den kasse jeg har, holder flere år. Jeg håber på mange år i branchen endnu. Jeg er glad for nomadetilværelsen, selv om jeg ofte er lidt sent hjemme. Men jeg er godt gift. Min kone Berit har vænnet sig til, at min arbejdstid er lidt som en elastik, så det er hende, der står for aftensmaden. Jeg ved knap nok, hvordan man åbner køleskabet, fortæller han med et grin.

I fritiden passer han sine 12 hektar landbrugsjord med planteavl eller skruer på sine veterantraktorer. Sammen med Berit har han tre børn på 29, 22 og 17 år.

– Jeg har det som blommen i et æg. Jeg har ikke noget at være utilfreds over. Hvis jeg havde, så var jeg også den første til at gøre noget ved det.