+ 45 70 22 27 28 Change market Find en forhandler Log på Volvo
Hjem Om os REVY REVY nr. 4 - 2019 Brødker A/S
Volvo Revy nr. 4 - 2019
REVY nr. 4 2019
Brøker A/S

Rullende boreværk bygget på Volvo A25G dumper

Brøndboringsfirmaet Brøker A/S fandt den rette basismaskine for deres nye mobile borerig hos Volvo Entreprenørmaskiner A/S.

En handel om en entreprenørmaskine plejer at omhandle ekstraudstyr eller særlige modifikationer, og så endeligt prisen på hele pakken. Engang imellem kommer der dog også en specialløsning på tegnebordet, og så er det en helt anden situation.

Da Brøndboringsfirmaet Brøker A/S eksempelvis henvendte sig til Volvo Entreprenørmaskiner, var det med et andet mål end det traditionelle fra en kunde. Kort fortalt havde de brug for en dumper uden lad, som de kunne bygge en borerig på.

- Vores ønske til Volvo var en dumper, der fysisk var så lille som muligt, men som havde den tilstrækkelige kraft til vores formål. Derfor blev det A25G, siger Martin Munk, boreformand hos Brøker A/S.

Samarbejde med specialister
Firmaet har eksisteret i mere end 100 år og er specialister inden for grundvandsboringer. I dag udfører de alle opgaver inden for vandindvinding, hvor de dækker alt fra private boringer, til markvanding og kommunale kildepladser.

I skrivende stund er de netop ved at lægge sidste hånd på et projekt ved Sengeløse for HOFOR - Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. Her har de udført fem nye grundvandsboringer, som skal være med til at sikre rent drikkevand til København og omegn.

Med sig har de deres nye borerig, som grundlæggende er en Volvo A25G dumper. Alt foran knækleddet er udelukkende Volvos maskine, og den forlængede undervogn er også en standard Volvo fabrikskonstruktion. Men dumperen har hverken lad eller hydrauliske stempler. I stedet for har Brøker A/S sendt den strippede dumper videre til virksomheden Knebel Drilling A/S på Djursland, der er specialister i boreværker.

I januar i år fik Brøker A/S den retur med komplet borerig, som brøndboringsfirmaet selv havde designet.
- Vi har i forvejen to mobile borerigge, men de er henholdsvis 10 og 20 år gamle. Vi havde brug for en ny og mere moderne løsning til de arbejdsmetoder, vi gerne vil anvende fremadrettet, fortæller Erik Brøker, der er direktør i det familieejede firma.

Behov for lang undervogn
Boreriggen er i operationel tilstand 10,5 meter høj og vejer alene seks tons. Under transport er riggen lagt ned hydraulisk. Hvor dumperens lad engang havde hjemme, er der nu påbygget en kran, blandt andet til håndtering af borestænger og mejsler. Derudover er der monteret en én kubikmeter stor hydrauliktank, som skal levere olien til både kran og borerig.
Samtidig er der opbevaringsplads til førnævnte borestænger og mejsler samt slanger, pumper, seler mv. Hele konstruktionen vejer med materialer cirka 46 tons.

- Tidligere har vi købt hele dumpere og derefter selv afmonteret lad og stempler. Begge gange er dumpernes undervogne blevet forlænget. Med Volvo har vi fået en fabriksbygget løsning med standard forlængede undervogn og boogiesystem, siger Martin Munk.

Valget stod mellem en løsning fra Volvo eller Hydrema, og selv om familien Brøker godt kunne lide tanken om en danskbygget dumper som grundstamme, var Hydremas løsning ganske enkelt ikke fyldestgørende i forhold til fysisk størrelse og oliemængde.

- Vi havde flere møder med Volvo, hvor vi gennemgik specifikationerne. Olieproblemet blev løst hurtigt, og egentlig har Volvo og Knebel Drilling løst mange af de tekniske udfordringer direkte med hinanden, siger Erik Brøker og fremhæver kun et enkelt punkt, hvor løsningen afveg designet.

- Vi ville gerne have haft de forreste støtteben helt i front af dumperen, men de endte ved den forreste aksel. Det var et spørgsmål om den rette styrke i konstruktionen, siger han.

- Når vi borer, står riggen på støttebenene for og bag. På denne boring for HOFOR står vi på et seks meter tykt tørvelag, og undervejs skulle vi gennem et hårdt kalklag. I sådan en situation skal boreriggen arbejde hårdt, og rystelserne forplanter sig, så hele riggen stod på støttebenene og hoppede. Derfor skal hele konstruktionen være solidt bygget, tilføjer Martin Munk.

Ny boringsmetode
Traditionelt udføres denne type boringer efter lufthæve-metoden med omvendt skyl. Her anvendes borestænger med dobbelte vægge, hvor luftfyldt vand med 10 bars tryk ledes ind i mellemrummet i borestangen og videre mod mejslen, hvorfra det skyller de løse materialer med sig, som presses op til overfladen.

Cirka fem meter under terræn giver det luftfyldte vand tilstrækkelig opdrift til at holde en cirkulation i gang, så der skal bores for med en snegl, før lufthæv-metoden virker optimalt.
Den metode anvendes fortsat, men Brøker A/S vil også gerne anvende en boremetode med vakuum, der er effektivt direkte fra overfladen.

- Den nye borerig er skabt til vakuumsug, og den har en kapacitet på op til 400 meter. Vores egen firmarekord er 333 meter. Begrænsningen er løftekapaciteten af rørene, siger Erik Brøker.
Enhver boring begynder og afsluttes af den specialbyggede dumper.

- Den kører ufattelig driftssikkert. Vi tænker rigtig meget over, hvor meget diesel maskinerne bruger, og med Volvo er der ingen overraskelser. Vi kan ikke sætte en finger på Volvo, siger Erik Brøker.

Vores historie Fornyelse Bæredygtighed Kontakt os Stil en forespørgsel Find en forhandler Volvo Servicekontrakter LinkedIn Instagram Facebook YouTube X Nyheder Volvo REVY Volvo Kataloget Begivenheder og initiativer www.volvogroup.com Copyright Fortrolighed Om cookies Kontakt os