”Særlige opgaver kræver særlige maskiner. Kingos nye Volvo EC480EHR gravemaskine er fleksibel og alsidig, ikke mindst når der skal arbejdes i højden”.
Det er tidlig mandag morgen og trafikken på den østjyske motorvej er ved at komme i omdrejninger til en ny og travl arbejdsuge. Himlen er høj og klar, og horisonten trækker så småt natgardinet fra, og lader dagens første stråler ramme ind på Volvo Entreprenørmaskiners plads i Taulov, hvor folkene fra Frede Andersen & Søn arbejder med at læsse tre blokvogne med dagens opgave. En stor Volvo gravemaskine malet i Kingos karakteristiske grønne farver er allerede på plads, og i løbet af et par timer er de to sidste også klar til afgang. Lastet med de sidste dele til det, som i samlet tilstand bliver den første – og største – Volvo nedrivningsmaskine i landet, baseret på en standard Volvo EC480EHR gravemaskine.
Kursen sættes mod maskinens første arbejdsplads og de tre grønne blokvogne glider op ad rampen til motorvejen mod Herning. Her skal den store nedrivningsmaskine i gang på det, der tidligere var Herning Hospitals bygninger for at give plads til en hel ny bydel, kaldet Herning+. Nedbrydningsfirmaet Kingo står for at nedbryde og fjerne en stor del af den gamle bygningsmasse på det over 100.000 m2 store areal.
Det gamle hospital i Herning blev indviet i 1910 og dengang tog man ikke hensyn til at tre fuldt lastede blokvogne skulle listes ind ad den smalle tilkørselsvej i bymidten, men med gode evner og behændighed lykkedes det folkene fra FAS.
Godt samarbejde giver gode beslutninger
Medarbejdere fra Kingo og repræsentanter fra Volvo Entreprenørmaskiner var på pladsen for at overdrage den nye gravemaskine behørigt, og der blev helt stille i flokken, da gravemaskinen trillede ned ad blokvognen. Nøglerne blev derefter overrakt til maskinfører Jan Særkjær af intern sælger Martin Hansen, Volvo, som har formidlet handlen. Martin Hansen fortæller, at det har været en meget frugtbar proces, da man gennem en række møder i foråret i fællesskab fik arbejdet sig frem til, hvordan maskinen bedst kunne sættes sammen til det resultat, som nu er klar til indsats på den gamle hospitalsgrund.
Et af de parametre som har været med til at bestemme, at det blev denne maskine som Kingo har valgt, er driftsøkonomien. Volvo EC480EHR gravemaskine bruger 5 liter diesel mindre i timen end den forrige næsten 10 år gamle maskine, og samtidigt er effektiviteten øget væsentligt, så den reelle besparelse bliver en del større.
Kingo forventer en årlig besparelse på minimum 11.000 liter diesel, hvilket svarer til en reduceret CO2 udledning på 28.6 ton. Så udover at være bomstærk og fleksibel, er der også en betragtelig miljøgevinst at hente med den nye maskine.
Næsten som juleaften
Maskinfører Jan Særkjær fra Kingo strålede forståeligt nok som en sol over den netop ankomne maskine og han kunne næsten ikke vente med at komme i gang. For det er helt særligt, det her, næsten som juleaften.
”Den har jeg godt nok glædet mig til”, fortæller han, mens vi ser maskinen blive spændt af blokvognene, ”jeg har arbejdet med gravemaskiner i 25 år og nedbrydning hos Kingo i 19 af disse, men den her er min første Volvo, og det bliver bare fedt at komme i gang, for den kan så meget”. Han regner med, at maskinen skal køre i 8-10 år, så det er noget af et langvarigt parforhold, han ser frem til.
Med i leveringen af den nye maskine følger en Volvo Guld Serviceaftale – og et ECO Operatorkursus i Eskilstuna til Jan Særkjær.
En af de ting, som Jan Særkjær glæder sig over, er at det ikke har været nødvendigt at ombygge maskinen for at gøre den egnet til de ofte lidt specielle opgaver, nedbrydningsfirmaet løser.
I stedet har Jan Særkjær valgt en lang række ekstraudstyr, så som kameraer på armen og 360 grader rundt om maskinen, luftdysser som blæser støvet af forruden samt bredere og bukkede skoplader på bælterne, så asfalt og andet underlag ikke vrides af, når maskinen svinger henover. Og det bedste er næsten Norgesstigen, som selv svinger ud, når man træder på øverste trin. Det gør det nemmere og mere sikkert at komme ned fra førerhuset.
”De kalder den også ”gammelmandsstigen”, siger Jan Særkjær med et stort smil. Aftalen hos Kingo er, at det kun er Jan Særkjær, der kører gravemaskinen. Når han holder fri, holder maskinen også fri. Det giver simpelthen flere nedbrud og reparationer, hvis andre begynder at køre gravemaskinen.
Standard med særlige features
Standardmaskinen med Jan Særkjærs personlige tilvalg er udstyret med long-reach aggregater der kan arbejde helt op i 28 meters højde og klippe bygninger ned fra oven. Når det lange aggregat er monteret, kan maskinen bære en betonknuser på 3,5 ton. Det lange aggregat kan dog ikke bruges i liggende position, det er konstrueret til at gå lodret op, og kun i begrænset omfang gå frem og tilbage, mens bygningen klippes ned.
Hvis man ikke har behov for at gå helt så højt i vejret, monterer man i stedet det korte aggregat, eventuelt med det ekstra mellemled skudt ind, hvilket gør at længden forøges med ekstra 2 meter og rækkevidden forøges tilsvarende. Her kan der så monteres en ægte ”jernnæve”- en knuseklo på 5-6 ton, hvilket forøger effektiviteten betragteligt på bygninger, som ikke er så høje.
Aggregatet kan desuden sættes i to positioner, så det enten arbejder lige eller bøjet, som en almindelig gravemaskine.
Herudover rummer EC480EHR en lang række features, som optimerer effektivitet og komfort.
Undervognen er hydraulisk udskydelig, så maskinføreren, afhængigt af forholdene kan sikre maksimal stabilitet, ligesom den kan trækkes ind ved transport af maskinen.
En funktion som sikrer både miljø og medarbejderes velbefindende er højtrykspumpen til vand på maskinen. Pumpen sørger for at forstøvet vand sendes ud via dyser på siden af aggregatet, så støvmængden dæmpes når man knuser beton.
Ligesådan med arbejdsstillingen for maskinføreren. Når man arbejder med bygningsdele højt oppe, kan det være anstrengende konstant at skulle lægge hovedet tilbage for at kunne se hvad man laver. Derfor kan maskinhuset i Volvo EC480EHR lægges 30 grader tilbage og maskinføreren undgår hold og myoser i nakken.