+ 45 70 22 27 28 Change market Find en forhandler Log på Volvo
Hjem Om os REVY Revy nr. 2 2024 Industrivejens Maskiner ApS
Volvo
Revy nr. 2 2024
Industrivejens Maskiner

Udlejning af maskiner – plus det løse

Hos Industrivejens Maskiner ApS lægges der vægt på gensidig tillid og aftaler som holder. Den filosofi har på få år gjort virksomheden til en af de store spillere i markedet.

Aalborgs skyline af industri, cementværker og industrihavn fortoner sig i bagruden, mens turen går gennem Nørresundbys perifere industri- og handelsområder. På en lidt uanselig stikvej, leder et stort skilt på vej og pludselig skifter terrænet til levende hegn, marker og græsningsarealer ned mod en glinsende sø. Her ligger Hvoruptorp som er hovedkvarter og omdrejningspunkt for en af Jyllands største maskinudlejningsvirksomheder, Industrivejens Maskiner ApS. 

Gården er oprindeligt en avls-gård tilbage fra 1800-tallet, som blev erhvervet for 7 år siden, da der opstod et behov for at have store maskiner under tag, ligesom man godt kunne bruge noget mere værkstedsplads. 

I administrationsdelen møder vi Lasse Holsko, som er den ene af to indehavere. Den anden indehaver er hans far, Jan Holsko som tilbage i 2008 startede virksomheden i Aabybro. Lasse var dengang kun 17 år og kunne derfor ikke komme med på kontrakten, men det er der rådet bod på siden og nu er det ham, som ikke alene tilbringer sine mange arbejdstimer på gården, men også bor midt i idyllen med sin kæreste.

Far Jan tager sig af maskinerne op til 8 ton, mens Lasse tager sig af det helt tunge grej. En arbejdsdeling som fungerer rigtig godt, fortæller Lasse. Udover udlejning beskæftiger virksomheden sig også med køb og salg af maskiner, ikke bare i Danmark, men også i Ungarn, Holland, Polen, Færøerne og Grønland.

Ikke sjældent hænder det, at en udlejning gives med forkøbsret og kunden ender med at købe maskinerne til en fair pris.

Tæt på landsdækkende
Udover det store hovedkvarter i Nørresundby har virksomheden etableret afdelinger i Hedensted, Langeskov på Fyn samt en nylig tilkommen på Sjælland, Orebo Teglværk ved Dianalund. Samlet set råder man over en maskinpark på mere end 1000 maskiner til at dække behovet i hele Danmark. I alt er ca. 25 medarbejdere i gang totalt.

”Vores filosofi er, at vi skal kunne levere det hele til aftalt tid – og faste priser”, fortæller Lasse Holsko. Når man som kunde henvender sig med en forespørgsel, uanset om det handler om en pladevibrator eller en 48 meter lift, skal man kunne regne med at priserne er inkl. alt – så der undgås uvelkomne overraskelser. 

Industrivejens Maskiner ApS fik for nylig leveret 5 stk. Volvo L90 læssemaskiner på samme dag. Et flot syn, da de 5 gule læssere kom ind på materialpladsen på Hvoruptorp. Volvo er med ca. 60 maskiner det næststørste mærke i ”stalden” i virksomheden og der handles flittigt med både nye og brugte. Der er blå Volvo Serviceaftaler på de fleste.

”Vi solgte selv de 5 ældre Volvo læssemaskiner som stod til udskiftning og vi fik en god pris. Brugtpriserne for Volvo maskinerne er generel rigtig gode”, fortæller Lasse Holsko.

Det med pigerne..
Som noget ret originalt, har alle maskiner et pige- eller damenavn sat på sig sammen med et flag, der fortæller om nationaliteten. I øjeblikket florerer således mere end 850 velkendte feminine navne ude på arbejdspladserne i Danmark. Det kan være kunstnere og politikere eller andre som har gjort opmærksom på sig selv offentligt. 

Udover at være god branding, så er systemet også ret praktisk, når f.eks. en kunde ringer ind med meldingen, ”Mascha Vang trænger til et eftersyn”. Så kan Lasse Holsko og hans kolleger lynhurtigt slå maskinen op med alle oplysninger og aktuel lokalitet. Mascha Vang er i dette tilfælde lig med en Volvo ECR50D kompakt gravemaskine.

Usædvanlige opgaver udføres
Selv om meget af arbejdet med udlejning, køb og salg går ret rutinemæssigt, så sker det ikke sjældent, at Lasse Holsko får henvendelser om usædvanlige opgaver – ofte her og nu. Fordi firmaet har så bredt et udvalg af alle slags maskiner og lifte er det ret sandsynligt, at Industrivejens Maskiner ApS kan levere. 

For eksempel da Børsen i starten af maj brød i brand, ringede telefonen fra Beredskabet i København. ”Kan I levere en 40 meter lift? NU?”, lød spørgsmålet – og det kunne de da. I den fynske afdeling i Langeskov stod den ønskede lift som omgående blev kørt til Slotsholmen for at deltage i slukning- og redningsarbejdet.

En anden spektakulær opgave kom i 2021, hvor telefonen pludselig ringede sent. 

”Kan I levere 6 dumpere til Pindstrup. Der er udbrudt brand i træet på lagerpladsen på en stor træindustri virksomhed!”. Lasse Holsko bekræftede, at det kunne de godt og lagde på.

10 minutter senere ringede telefonen igen. ”Vi skal også bruge 3 dozere og 3 læssemaskiner – er det muligt?”. Lasse bekræftede igen.

Snart ringede telefonen igen – beredskabet ville også gerne have en masse lysmaster. Også det blev aftalt. Lige indtil telefonen ringede sidste gang og kravet denne gang lød ” Der skal altså også være førere til alle maskinerne…” 

”Så begyndte jeg sgu’ at svede”, griner Lasse Holsko, som måtte ringe rundt til ”gud og hver mand” han kendte, ligesom han selv trak i arbejdstøjet og gik løs på flammehavet i Pindstrup. Efter 3 uger var branden nedkæmpet og så meget som muligt reddet fra flammerne.

Fremtiden ser godt ud
Selv om byggeriet oplever en nedgang i disse år, er Lasse Holsko fortrøstningsfuld på fremtiden. Der er optimisme og nok at tage fat på. Blandt andet skal de to nye afdelinger på Fyn og Sjælland op at køre optimalt.

”Der er stadig mange større byggerier og anlægsarbejder i gang landet over, og helt lokalt varer det ikke længe før arbejdet med etableringen af den tredje Limfjordsforbindelse starter, nærmest i vores egen baghave Det bliver en ca. 20 kilometer lang 4-sporet motorvej over Limfjorden vest om Aalborg via øen Egholm og en af landets største byggepladser. Her skal der bruges store og små maskiner dag og nat. ” Og de kan bare ringe, også om det skulle være den største 80 tons maskine – så er jeg kørt. Vi siger aldrig nej”, griner Lasse Holsko.

Fjernvarmeetableringer fylder også godt i efterspørgslen, ligesom sæsonrelaterede aktiviteter, så som landmændenes høstarbejde også giver travlhed.

Lasse Holsko bruger en del tid på at køre rundt og tale med virksomhedens kunder. Det tætte kendskab og gode relationer er altafgørende, da han ser et hovedformål i at løse kundernes udfordringer i stedet for blot at være udlejer. Det giver loyalitet og gensidig tillid.

Virksomheden er trofaste deltagere og besøgende på diverse messer og udstillinger i Danmark og udlandet – heriblandt Volvo Days i det svenske.

Vores historie Fornyelse Bæredygtighed Kontakt os Stil en forespørgsel Find en forhandler Volvo Servicekontrakter LinkedIn Instagram Facebook YouTube X Nyheder Volvo REVY Volvo Kataloget Begivenheder og initiativer www.volvogroup.com Copyright Fortrolighed Om cookies Kontakt os