I en af Danmarks største grusgrave handler hverdagen om effektiv logistik.
Vinden er strid fra nordvest og i stødene er den fuld af vinterens, forhåbentlig, sidste kuldegrader. Der er sandstøv i luften, da vi træder ud af bilen for at tage et view ud over den kæmpemæssige indvinding af råstofmaterialer, der er delt i flere områder i grusgraven, forbundet af et net af transportveje. Roskilde Sten og Grus har gravet sten og grus i området sydøst for Roskilde siden 1999 og der er råmaterialer nok til mange år endnu.
Grusgraven i Roskilde Sten og Grus er meget store og omfattende, og breder sig over 200 hektar, svarende til cirka 400 fodboldbaner. Indvindingen af materialer er nået ca. 8 – 10 meter ned igennem jordlagene og de skal yderligere 5-6 meter længere ned de kommende år.
Nogle steder er indvindingen dog allerede slut, hvorfor der skal igangsættes reetablering, så landskabet igen bugter sig blødt. Alt skal reetableres, lige fra vandhuller til beplantning af de åbne arealer, selvom det i nogle tilfælde er bedre for naturen blot at lade det stå som det efterlades. Roskilde Sten og Grus er dog kendt for altid at reetablere områderne bedst muligt af hensyn til naboskab, myndigheder og andre samarbejdspartnere. Da det er en privat ejendomsret, er det endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med de store områder efterfølgende, da arealerne kan rumme mange muligheder. Arealerne ligger lidt uden for Roskilde, og kan efterfølgende have mange anvendelser.
Selv med al maskineriet kørende i den daglige rytme og lastbiler i pendulfart er her et rigt dyreliv. De grønne søer i grusgraven tiltrækker andefugle og råvildtet har trygge rammer. At der kommer en dumper drønende forbi en gang imellem, synes ikke at genere dem.
Grusgraven er en af landets største og en af de vigtigste forsyningskilder til især hovedstadsområdet.
En moderne arbejdsplads
Roskilde Sten og Grus beskæftiger i alt 40 til 45 medarbejdere, alt efter sæson og aktivitet. De fleste medarbejdere er beskæftiget med selve arbejdet med at grave og jordflytte, men der er også kontoret, hvor administrationspersonale holder til, oppe på kanten af grusgraven, med godt overblik til alle sider.
Vi møder formanden Tom Kristensen på hans kontor i hovedbygningen. Herfra og i hans bil styres arbejdsdagens gang i grusgraven. Han griner lidt, da vi spørger ham, hvordan han planlægger og styrer det virvar af logistik som skal til at drive en moderne grusgrav, og han fortæller:
”For en del år siden gjorde jeg meget ud af at planlægge næste dags arbejde og opgaver minutiøst, kun for at konstatere, at når dagen så startede, var planerne allerede væltet – og sådan er det bare. Det er uforudsigeligt og umuligt at detailplanlægge, for vi har så mange ukendte parametre, løse ender og forhold der indvirker på, hvordan dagen bliver.” For at understrege pointen ringer telefonen. En medarbejder skal have et svar, før han kan komme videre.
”Men det er også en del af glæden ved jobbet, ikke mindst når det lykkes – så er det meget tilfredsstillende”, fortæller Tom Kristensen, der har været hos Roskilde Sten og Grus de seneste 5 år – de sidste 2 år som formand med ansvar for den daglige drift, mandskabshåndtering, maskiner og værker.
Teknologi med store perspektiver
Samarbejdet med Volvo Entreprenørmaskiner går mange år tilbage. I grusgravene kører både dumpere og læssemaskiner og flåden er netop tilført 2 nye Volvo A35G dumpere med en tredje på vej samt en læssemaskine L220H med alt hvad hjertet kan begære af fede ting: Haul Assist, Site Sim og Connected Map.
Især den sidstnævnte feature, Connected Map, forventer Tom Kristensen sig meget af. Muligheden for virtuelt at kunne følge alle processer i grusgraven og aktivt aflæse effektiviteten, er han sikker på vil tilføre megen ny viden og værdi til virksomheden. Roskilde Sten og Grus er den første virksomhed i Danmark – og den kun tredje i Europa, der implementerer denne software i grusgravens læssemaskiner.
Connected Map er fakta og indsigt
Fra sin skærm i kontoret kan Tom Kristensen blandt andet følge, hvor meget materiale der flyttes, over hvilke afstande der køres, arbejdscyklus og dieselforbrug. Ligger to værker for langt fra hinanden til at være effektivt, kan det aflæses. Vil det forbedre effektiviteten at udvide en vej, så to dumpere kan passere hinanden uden at den ene skal holde stille – måske 40 gange i løbet af en dag. Så kan Tom Kristensen aflæse det i real time. Systemet udlæser alle data ned på timeplan og bliver dermed et vigtigt værktøj i styring, planlægning og fremtidige maskininvesteringer, for nu kan alt dokumenteres med fakta.
Det er sund fornuft, både for rutinerne, økonomien og miljøet, da effektivitet er lig med mindre miljøbelastning - og miljø er et stort mantra hos Roskilde Sten og Grus. Ud af de mange verdensmål mod en grønnere fremtid, har virksomheden udvalgt 5-6 stykker, der forfølges indædt. Blandt andet er der solceller på vej ovenpå alle kontorbygninger og på mindre energikrævende maskineri/apparater ude i terrænet. Al hydraulikolie er af den mindst forurenende ligesom selve arbejdsprocesserne optimeres, så udledningerne bliver så få som muligt.
I dette mål er medarbejderne naturligvis meget vigtige. Uden deres medvirken bliver målsætninger vanskelige at opfylde.
De fleste maskinførere hos Roskilde Sten og Grus har derfor været igennem ECO Operator uddannelsen hos Volvo i Eskilstuna for at optimere deres kompetencer. Kurser som Tom Kristensen synes er en rigtig god ide at udstyre maskinførerne med.
”En del af vores medarbejdere har været her i mange år og kan deres ting til fingerspidserne – ja, et par stykker har været med i mere end 45 år”, fortæller formanden, der selv startede i branchen som maskinfører.
”Det er heldigvis blevet lettere at få nye folk ind end tidligere, og vi gør meget for at finde de rigtige til jobbet”, siger Tom Kristensen, som efter 14 dage ved, om den nye medarbejder kan klare jobbet. Selv om man kan køre en maskine, er det nemlig ikke sikkert, at man er velegnet til arbejdet i grusgraven.
”Maskinførerne skal kunne kende jorden”, siger han og forklarer, ”det er en nødvendig fornemmelse for at kunne se fremad, hvordan arbejdet skal forløbe flere dage frem, ligesom det er vigtigt at vide, hvor jorden er. Hvordan opfører den sig, kan den holde eller ikke? Sammenstyrtninger og ulykker skal undgås. Vi skal planlægge, ikke ødelægge” siger Tom Kristensen.
Sund konkurrence og god service
Roskilde Sten og Grus har i øjeblikket 10 Volvo maskiner kørende samt en del andre fabrikater. ”Vores filosofi er at holde vores leverandører skarpe, ligesom vi selv skal kunne sammenligne mellem mærkerne”, smiler Tom Kristensen, ”så vi er sikre på, at få det bedste materiel til den rigtige pris hele tiden”.
Alle Volvo-maskiner i grusgravene har Volvo Guld Serviceaftaler. Miljøet og påvirkningerne fra jorden, sandet, vind og vejr er voldsomme og hårdt for maskinerne, der helst ikke må stå stille. I grusgraven ved Øde-Hastrup er der 5 fuldtidsbeskæftigede smede ansat til at holde værker og maskiner kørende, og derfor er service altid i samarbejde med smedeformanden, fortæller Tom Kristensen”. Ved at koordinere servicetidspunktet på maskinerne, kan vi samtidigt klarer service og vedligehold på værkerne samtidigt, så vi får klaret det hele på samme tid. Det er det mest effektive”.
Tom Kristensen er meget tilfreds med serviceaftalerne og med udførelsen af service. ” De er blevet rigtig gode, faktisk er det Volvo Entreprenørmaskiner som lige nu leverer den bedste service af samtlige vores mærker”, forklarer formanden, ”og det siger jeg altså ikke for at være flink”, smiler han, imens vi sætter os ind i den store pick-up for at køre en tur ned i grusgraven.
Oppe ved den store vægt, hvor lastbilernes last deklareres, findes også ”lego-land”, som er pladsen hvor private mennesker eller mindre erhversdrivende med eget CVR nr. kan afhente sten og grusmaterialer. Kælenavnet hentyder til de store grå betonklodser som ligner en legoklods, som der er bygget båse, hvor forskellige kvaliteter og størrelser sten og grus ligger i pænt ordnede bunker.
Sikkerhed og systemer
”Vi vil ikke have for mange køretøjer ned i selve grusgraven. Det er simpelthen et spørgsmål om sikkerhed, når mange tunge maskiner og endnu flere lastbilstræk kører rundt”. Der pågår forskellige aktiviteter rundt om i det enorme udgravningsområde. Det ene sted graves der løs, flere steder producere sorteringsværkerne sine materialer ud i separerede bunker, andre steder skubber dozere rundt på overfladejord, mens der reetableres landskab de steder hvor der er færdiggravet. I et lukket radiosystem har Tom Kristensen kontakt til alle medarbejdere der bevæger sig rundt. Lastbilførerne kan kontaktes via kanal 40, og vejledes i, hvor de skal hen for at afhente deres bestilte last.
”Vi forsøger hele tiden at finde den bedste logistik, så de samlede omkostninger kan holdes nede. Det er hele tiden indsats contra indvundet værdi”, siger Tom Kristensen og peger på en 15 meter høj jordknold, der som et lille bjerg står alene midt i hele udgravningen. ” Der er for flere millioner kroner råmaterialer inde i den, men lige nu kan det ikke svare sig at indvinde den, så det venter vi lidt med”, forklarer han og trækker på smilebåndet,” og så kan det jo også være at priserne er steget lidt til den tid”.
HISTORIEN
Roskilde Sten og Grus ApS er et familiefirma som er startet af Jørgen Jensen tilbage i 80´erne. Jørgen kom ind i råstofsbranchen, da hans far Aksel Jensen fandt sand på sine landbrugsmarker i Nordsjælland.
Jørgen Jensen så muligheder i branchen og etablerede grusgrav ved Himmelev.
Siden da har virksomheden indvundet råstoffer på flere arealer omkring Roskilde, hvor grusgraven ved Øde Hastrup i næsten 25 år har været omdrejningspunktet for Roskilde Sten og Grus.
I dag er det tredje generation, Anders Jensen, som har taget over på den daglige drift af virksomheden, hvor han har formået at indkøbe arealer nok til indvinding af råstofmaterialer i mange år fremover.
I løbet af det næste år vil der påbegyndes råstofindvinding på selskabets grunde ved Glim, hvor der vil være materialer nok til rigtig mange år fremover.
Roskilde Sten og Grus ApS arbejder aktivt med FN verdensmål, og står i dag med den nyeste maskinpark. Ligeledes arbejder virksomheden på at udvikle innovative IT værktøjer for at effektivisere til gavn for både kunden og virksomheden.
CONNECTED MAP
Connected Map er et nyligt introduceret softwaresystem fra Volvo CE, som giver en visuel oversigt i realtid over positionen af hver eneste maskine, hvert eneste køretøj og hver eneste besøgende på arbejdsområdet.
Den intelligente placeringstjeneste er tilgængelig for alt personale på stedet, både i maskinen (via Volvo Co-Pilot eller en Android/iOS-enhed) og på kontorer (via Office Portal).
Connected Map giver ikke bare alle på stedet en visuel oversigt over alle andre enheder, det giver også øjeblikkelig kommunikation af eventuelle ændringer foretaget på stedet. Stedets leder eller maskinoperatøren kan reagere på de forhåndenværende forhold på stedet og introducere forholdsregler som f.eks. ensrettet kørsel eller begrænsede zoner og kommunikere sådanne ændringer til alle brugere på et øjeblik. Det bidrager til at reducere uheld og beskytte alle, der befinder sig på stedet.