Gl. Estrup Gartneri har købt undervognen til en A25 dumper med kroghejs. Den kører gulerødder fra optageren i marken til en opsamlerplads, hvor lastbiler henter dem til fabrikken.
En dumper er effektiv til at køre gulerødder fra marken, så de kan fragtes til fabrikken i Gl. Estrup, rengøres, sorteres og pakkes – helst som snackgulerødder – og sendes til Coop-butikkerne, hvor en stor del af produktionen afsættes.
Gl. Estrup Gartneri dyrker gulerødder på ca. 900 hektar over hele Djursland og Østjylland, og med overtagelsen af aktiemajoriteten i det, der nu hedder Limfjords danske rodfrugter A/S, kommer firmaet også op omkring Aalborg. Det nordjyske firma dyrker yderligere ca. 650 hektar med rodfrugter.
Gl. Estrup Gartneri har intet med herregården Gl. Estrup at gøre, men det ligger tæt på landsbyen Gl. Estrup ved Auning.
- Vi er en privatejet virksomhed, som har kunder over hele Europa. Vi har to gulerodsoptagere, som kører næsten hele året. Gulerødderne dækkes med plast og halm, så der kan optages friske gulerødder i alle månederne fra juni til april. Ud over at producere gulerødder leverer Gl. Estrup Gartneri også porrer og forårsløg.
- Vi har hidtil kørt med traktor og kroghejsvogne, men i januar blev Volvo-dumperen taget i brug, fortæller værkstedschef Søren Vestergaard.
- Vi indkøbte en dumper af flere årsager. For det første var den billigere i indkøb. Den er lettere at køre med, og så betyder det rigtig meget, at vi reducerer marktrykket, fordi vi kører med 1000 mm dæk, fortæller Søren Vestergaard.
- Vi dyrker gulerødder på lejet jord, og vi er en populær lejer, fordi vi leverer jorden tilbage i samme stand, som vi modtog den. Blandt andet marktrykket betyder meget, men også det, at vi ikke laver dybe spor i marken, er vigtigt, siger han.
Der er brug for ganske store arealer, fordi der kun kan dyrkes gulerødder hvert fjerde år på grund af en svampesygdom, der ellers angriber gulerødderne.
Gl. Estrup Gartneri lejer jord hos flere godser og såvel mindre som store gårde på Djursland. Udlejningen til gulerodsproduktion er et alternativ til kornavl, og jorden skal være egnet til kornavl igen de mellemliggende år.
- Vi har en container stående i marken, som optageren via et transportbånd læsser gulerødderne over i. Containeren trækkes op på dumperen, køres ud af marken og transporteres videre med lastbil til fabrikken.
- Føreren var lidt skeptisk, før han fik den, fordi han var bange for, at den ville være stor og klodset, men nu er han rigtig glad for at køre med den. Førerkomforten spiller også en rolle. Han kører med den 8-10 timer dagligt, så det bliver til mange timer.
- Vi havde flere fabrikater på prøve, men jeg var ikke i tvivl om, at det skulle være Volvo. Den er driftssikker og i orden, siger Søren Vestergaard.
Sawo har påbygget kroghejsen, og hele køretøjet fungerer godt. Søren Vestergaard har tidligere erfaringer med Sawo, så heller ikke der var han i tvivl om valget af leverandør.
Han vil ikke foregribe, at der er flere indkøb på vej, men omvendt lægger Søren Vestergaard ikke skjul på, at Gl. Estrup Gartneri er på vej væk fra traktor og vogn.