På den store grovvareterminal på Aarhus Havn har DLG i årevis kun kørt med læssemaskiner fra Volvo CE. De gode erfaringer banede vejen for en langvarig samhandelsaftale med Volvo CE, som allerede har resulteret i ni maskinkøb.
Hver gang læssemaskinens 11 kubikmeter store skovl gør indhug i det 16 meter høje bjerg af sojaskrå og tømmer godt otte tons grovvarer ned i den ventende lastbil, hvirvler støvet i luften, finder vej ind i enhver sprække og lægger sig på samtlige vandrette flader i den enorme lagerhal. Aarhus Bulkterminal er mellemstation for mere end en million tons grovvarer om året, og hver dag triller op mod 100 lastbiler gennem hallerne og får læsset soja, korn, raps og majs. Læssemaskinernes driftssikkerhed og modstandsdygtighed over for støv er derfor en topprioritet.
– Støv er fjenden for alle maskiner. Det trænger ind overalt og kan stoppe køleren til eller lægge sig på udstødningssystemet, hvor der kan gå ild i det. Derfor har vi siden 2001 kun kørt med specialopbyggede maskiner fra Volvo, hvor fælgene er inddækket, maskinerne har hurtigskifte og alle komponenter er gjort lettere at rengøre. Volvo-maskinerne har simpelthen vist sig at være de eneste, der kan holde til det hårde miljø her på Bulken, siger Bjarne Andersen, terminalchef hos DLG.
Han forklarer vigtigheden af, at maskinerne er i gang 24 timer i døgnet og 365 dage om året:
– Et maskinnedbrud kan nemt koste os 7000 kroner i timen. Vi skal betale vognmændene for hver time, de venter her hos os, så hvis vi har nedbrud og ikke kan læsse, bliver køen af lastbiler foran hallerne hurtigt lang. Derfor kan det betale sig for os at bruge flere ressourcer på indkøb af de rette maskiner.
Langvarigt samarbejde
På grund af de særlige omstændigheder på Aarhus Bulkterminal har Bjarne Andersen som den eneste terminalchef i DLG haft mulighed for selv at vælge sit materiel. Siden 2006 har koncernen indgået samhandelsaftaler med forskellige leverandører, og på grund af de gode erfaringer med Volvo-maskinerne i Aarhus har DLG nu lavet en sådan aftale med Volvo CE. Arrangementet har allerede resulteret i købet af ni læssemaskiner til seks forskellige DLG-lokationer.
– Chauffører og ledere har været afsindigt glade for Volvos maskiner hernede på Bulkterminalen, så derfor udvider vi nu samarbejdet med Volvo. Volvos maskiner er dyrere i indkøb, men de har lavet beregninger, der viser, at over et femårs forløb er Volvo faktisk billigere end konkurrenterne. Vi håber og tror selvfølgelig på, at Volvo kan indfri det løfte, siger Mads Peter Madsen, vognparksansvarlig hos DLG.
DLG har i alt 150 læssemaskiner i hele koncernen. De seneste ni fra Volvo CE fordeler sig mellem modellerne L90, L120, L150 og, som de største, L180. Volvo CE’s nyansatte key account manager er glad for, at aftalen er kommet i hus.
– Set i lyset af at denne aftale strækker sig over flere år, er den utrolig vigtig for os. Det bliver et langvarigt samarbejde, og hele organisationen er klar til at leve op til de forpligtelser, der følger med den tillid, DLG har vist os. Denne typer aftaler vil vi gerne have flere af, og med DLG og Bulkterminalen som reference har vi nogle stærke argumenter til at overbevise nye kunder. For hvis vores maskiner kan køre 3500 timer årligt i det her miljø, kan de holde til alt, fortæller Niels Kromann.
Med i handlen er også full service aftaler, der dækker i alle de fem år, samhandelsaftalen løber. Normalt kører DLG’s læssemaskiner 10 til 15 år, men på Bulkterminalen skal de skiftes ud efter fem år.
Jeg er stolt af at sælge Volvo maskiner
Som ansvarlig for de største kunder – herunder DLG - er Niels Kromann ansat som ny key account manager i Volvo CE. Den 48-årige koldingenser har mere end 20 års erfaring i salg og udlejning af entreprenørmaskiner og kommer fra en stilling som distriktschef hos Caterpillar. Niels Kromann er glad for i fremtiden at skulle sælge verdens bedste entreprenørmaskiner.
– Volvo er et topbrand, og det var ikke svært at sige ja til jobbet, da muligheden bød sig. Det er altid en fordel at være stolt af sine produkter – og jeg er stolt af at sælge Volvos entreprenørmaskiner. Samtidig er det nogle spændende kunder, gode kolleger samt en trimmet organisation, hvor der er styr på forretningen. Det er en fornøjelse, at gå på job, siger Niels Kromann.
Udover de største kunder i Danmark får han også ansvaret for alle kunder i Grønland. Når Niels Kromann ikke kører fra kunde til kunde, bruger han sin fritid på jagt og tager ofte hele familien på fire børn med på eventyr i sin gamle Land Rover Defender.