Volvo CE går forrest i indsatsen for indførelse af fremtidens teknologi og har annonceret, at selskabet i midten af 2020 vil begynde at lancere en serie elektriske kompakte gravemaskiner (EC15 til EC27) og læssemaskiner (L20 til L28), samtidig med at udviklingen af nye dieselmotorbaserede modeller vil ophøre.
Volvo CE er med denne beslutning den første producent af entreprenørmaskiner, der forpligter sig til en elektrisk fremtid for sit kompakte maskinområde. Dette følger i kølvandet på en overvældende positiv reaktion fra markedet efter den succesfulde afsløring af en række konceptmaskiner i de senere år, der også er resultatet af et tæt samarbejde med selskabets kunder. Dette initiativ ligger i forlængelse af Volvo Groups strategiske fokus på elektrisk fremdrift på alle forretningsområder.
De første maskiner vil blive afsløret på Bauma-udstillingen i april 2019, men programmet rulles først for alvor ud i etaper fra 2020.
Selskabet understreger, at dieselforbrænding i øjeblikket fortsat er den mest passende strømkilde til producentens større maskiner, men peger samtidig på, at elektrisk fremdrift og batteriteknologi viser sig særligt velegnet til Volvos mindre maskinmodeller. Virksomheden investerer nu stort og fokuseret på forskning og udvikling af sine elektriske kompakte læssemaskiner og gravemaskiner, og Volvo CE tager dermed et skridt i retning af dieselfrit kompakt udstyr i fremtiden.
“Volvo CE leverer på sit engagement for "Building Tomorrow" ved at tage førertrøjen på inden for elektromobilitet og levere bæredygtige løsninger, der understøtter kundesucces," forklarer selskabets præsident, Melker Jernberg. “Den teknologi, vi har udviklet, er nu tilstrækkeligt robust, og dette sammen med ændringer i kundeadfærd og et øget lovgivningsmiljø betyder, at tiden nu er inde til at gå helhjertet ind i elektromobilitet i vores kompakte udstyrsområder fremadrettet.”
Yderligere oplysninger vil følge i de kommende måneder.