Som en del af den langsigtede strategi om at være konkurrencedygtig, imødekomme kundebehov og nå bæredygtighedsmål foretager Volvo CE en række betydelige investeringer i sit anlæg i Eskilstuna. Den første investering er et ekstra hjem til prototypekøretøjerne.
Volvo CE føjer yderligere 12 hektarer til de eksisterende 45 hektarer demoanlæg på kundecentret, primært til test af elektriske og autonome maskiner, men også til demonstration af aktuelle maskintilbud. Med investeringen på 8 MSEK i innovationsarenaen kan Volvo CE vise prototypemaskinerne til kunder i et realistisk og udfordrende miljø med komplet sikkerhed, der understøttes af 5G-teknologi og med ladeinfrastruktur installeret på stedet. Den første fase med at anlægge næsten 2 km grusvej, som løber i både åbent og lukket skovterræn, begynder i nær fremtid.
I takt med at Volvo CE overgår til mere fossilfrie alternativer, vil de eksisterende maskiner med forbrændingsmotor på Eskilstunas kundecenter køre på HVO (hydrogenbehandlet vegetabilsk olie). HVO, der er et alternativ til diesel, er fremstillet af vegetabilske og animalske fedtstoffer (typisk rapsolie eller slagteriaffald) og reducerer CO2-emissioner med op til 90 % afhængigt af råmaterialet. Der kræves ingen særlige modifikationer af motorerne.
"Vores nye innovationsarena er et stort signal til kunder og branchen om vores forpligtelse til at bygge fremtiden. I mellemtiden viser vi med vores overgang til HVO, at vi også tager små skridt for at øge bæredygtigheden, ikke blot i fremtiden, men også her og nu," siger Carl Slotte, President for Volvo CE Sales Region EMEA, som har hovedkontor i Eskilstuna.
På teknologicentret investerer Volvo CE også i en elektromobilitets- og automationstestbane til forsknings- og udviklingsformål. Banen til 3 MSEK benyttes i øjeblikket af de elektriske og autonome HX2-lastbiler, som i efteråret 2018 blev testet i det prisbelønnede Electric Site-projekt i et stenbrud uden for Göteborg. HX2-modellerne er ved at blive optimeret, så de er parate til det første kommercielle pilotforsøg med forventet start inden slutningen af 2019.
I marts i år installerede telekommunikationsselskabet Ericsson en 5G-mast på teknologicentret, så Volvo CE kunne teste fjernstyrede maskiner med ekstremt korte reaktionstider. Det var Sveriges første 5G-netværk til industriel brug, der blev lanceret sammen med Telia.
Andre udviklinger inden for det seneste på teknologicentret omfatter åbning af fire nye testrigge i begyndelsen af 2017, hvoraf tre er dedikeret til de tidlige stadier i softwareudvikling til elektriske maskiner.
"Hvis vi fortsat skal være førende inden for branchen, har vi brug for brancheførende R&D-faciliteter for at forfine og udvikle nuværende og fremtidige teknologier. Vores nye testbane, 5G-samarbejde med Ericsson og Telia samt elektromobilitetsrigge vil være en enorm konkurrencemæssig fordel for os," siger Gustav Edholm, Vice-President for Advanced Engineering og Core Technologies hos Volvo CE.
I mellemtiden er Volvo CE's fokus på aksel- og transmissionsfabrikken på at reducere energiforbrug for at støtte virksomhedens overordnede mål om bæredygtighed. De to største kilder til energiforbrug på fabrikken er 'hærdningscentret', hvor maskindele opvarmes til en høj temperatur og derefter afkøles for at sikre en stærk overflade og lang levetid, og 'malerværkstedet', hvor komponenter opvarmes, så malingen tørrer.
Virksomheden har investeret 5 MSEK i et energigenvindingssystem, der vil spare ca. 60 % af den varme, der genereres i hærdningscentret, og overføre den til malerværkstedet. Det anslås, at systemet vil sænke det samlede energiforbrug på fabrikken med 4 %.
Arbejdet med at installere energigenvindingssystemet begyndte i midten af april og vil være afsluttet i begyndelsen af september. Volvo CE vil i mellemtiden fortsætte med at undersøge nye processer til maleprocessen for yderligere at reducere energiforbruget.
"Vi har samlet et entusiastisk team med ansvar for at takle energiforbruget på fabrikken," siger Anders Bergstrand, administrerende direktør for fabrikken i Eskilstuna. "Denne nyeste investering er blot en del af vores rejse mod større bæredygtighed."
"Disse fantastiske eksempler fra anlægget i Eskilstuna er en del af vores køreplan mod at blive CO2-neutral med 100 % genanvendelse," siger Anne Bast, Vice-President for virksomhedskommunikation, som er ansvarlig for bæredygtighedsstrategien i EMEA (Europa, Mellemøsten og Afrika). "Men vi kan gøre mere. Vi har mulighed for at fortsætte med at skubbe grænserne for innovative og bæredygtige løsninger for en bedre fremtid. Det giver god mening forretningsmæssigt for os og vores kunder, fordi disse løsninger forbedrer effektivitet og oppetid og reducerer samtidig omkostningerne – men det er også den vigtigste mission, vi har for vores planets fremtid."
Billede 1: Luftfoto af Volvo CE's aksel- og transmissionsfabrik i Eskilstuna.
Billede 2: Luftfoto af det eksisterende demoområde på kundecentret i Eskilstuna.
Billede 3: HX2 på den nye R&D-testbane i Eskilstuna.
Billede 4: Hærdningscentret på aksel- og transmissionsfabrikken.